fredag, november 09, 2007

Ideudvikling på ordet "vinterbadning"?

I denne uge er Team Børn på Hovedbiblioteket og arkitekt Mette Milling blevet nomineret til KEK Award 2007 i kategorien "kreative alliancer". KEK står for Kultur og Erhversklubben, hvis formål er at styrke samarbejdet mellem kultur- og erhvervsliv. Det er flot og fuldt fortjent, Mette og teamets samarbejde i projekt NYX omkring indretning af børnebibliotek har været en kreativ proces, der har præsenteret nye løsninger - og som nu omsættes til praksis = realiseres! Spændende om de vinder kategorien!

I forbindelse med NYXprojektet, hvor der skulle udvikles nye udstillingskoncepter, har der været afhold workshops og temadage. Og én temadag omhandlede innovation og ideudvikling. I mandags havde vi så lejlighed til at prøve metoden en gang til - i Hovedbiblioteksregi. Og det her med at bruge metoder til ideudvikling - det giver for mig at se mening. Vi udvikler for tit "noget der ligner" - hvis vi bare sætter os ned og brainstormer om nye ideer. Personligt blev jeg "skudt" ud af vanetænkningen, da jeg skulle udvikle nye services - og som et af "kortene" - trak "vinterbadning"... Ikke lige noget, jeg associerer med biblioteket - men det kom jeg til...

Og så har LinkedIn åbenbart så småt holdt sit indtog i det segment, jeg tilhører - for mine kontakter er nu vokset en anelse... Der hvor jeg har fået flest " har det samme som mig" - er via årgang på Danmarks Biblioteksskole.... Men nytteværdien af det - den har jeg ikke fundet endnu. Læste idag et eller andet sted - men nu har jeg glemt hvor - at mange af disse tjenester kobler folk sig på - i en "begynder-eufori" - og får så ikke brugt det meget derefter....

Deltog ikke i BF's faglige landsmøde - men ret begejstret over at læse artiklen fra Jens Arentzens indlæg med hans budskab om, at vi skal skabe forvandlinger - hos brugeren! At vi kan "hjælpe folk med at finde viden og bliver klogere fra lige præcis deres ståsted". Og en forvandler kendetegnes ved at de kommer uventet, at de viser, de kan lide en - og at de udfordrer.

Hans budskab rammer lige ned i det felt, der fyldte en del i vores læringsprojekt Hybride Læringsmiljøer - og som stadig er til debat med jævne mellemrum blandt bibliotekarer. Nemlig - hvad skal der til for at skabe en god vejledning? Og hvor dette "forvandlingsperspektiv" var en del til drøftelse - for en del bibliotekarers selvforståelse har rod i forestillingen om "den neutrale service".

Arentsens påstand om, at god kommunikation starter i maven eller hjertet - er en tanke værd!

tirsdag, november 06, 2007

YES....

Kom ikke her... har både reset'et route og derefter koblet både bærbar og stationær pc på det trådløse net igen - med netværkskoder og via de to forskellige softwareprogrammer - for vi har selvfølgelig ikke det samme program på pc'erne til den slags...
Måtte lige have moralsk opbakning hos brormand - at den slags kunne jeg godt kaste mig ud i (TDCteknikeren fik det jo til at lyde ret kompliceret) - og nu virker det - og krydser fingre for, det også gør i morgen. Sejrens sødme er rigtig god at sige godnat på.

Var forøvrigt til ideudviklingsdag i går - og nu MÅ jeg tage mig sammen til at finde tid til at oprette en profil på myspace og/eller facebook.
Der bliver lavet en wiki med ideerne fra dagen - som vi så alle forpligtiger os til at skrive vores ideer ind i - det er da smart....

Teknik teknik...

Har til aften hængt cirka 3 kvarter i røret - hos TDC's fejlmelding/supportlinie. Og service - det får man hos den første - som ikke løser problemet - så får man den næste tekniker i røret - som lynhurtigt henviser en til en betalalingsløsning... Når man så hidser sig lidt op - ja så bliver servicen lidt bedre - dog med en lettere nedladende tone fra den mandlige TDCmedarbejder: nu er det jo bare en kvinde, man taler med - og ikke en 20'årig - så hvad kan man forvente... Tonefaldet bliver en anelse positivere - når det går op for ham, at vi både har en stationær og en børbar pc - og at jeg ikke behøver hjælp til at finde hullet til netkablet i den bærbare...